På gensyn Dar

På gensyn Dar

Farvel til Global Platform Tanzania, hvor størstedelen af min tid er blevet tilbragt gennem de sidste to år. Jeg vil helt sikkert savne dette sted.

Farvel til Global Platform Tanzania, hvor størstedelen af min tid er blevet tilbragt gennem de sidste to år. Jeg vil helt sikkert savne dette sted.

To år er ved at være gået, siden jeg trådte ud af flyet i Dar es Salaam og skulle forholde mig til varmen og et nyt kapitel i mit liv. Lige om lidt går turen den anden vej og nye oplevelser venter forude. En meget mærkelig tanke, som jeg har svært ved at forholde mig til. Det er tid til at gøre status på mit eventyr i Tanzania.

Jeg havde ingen anelse, hvad der ventede mig i Dar. Kun en formodning om, hvordan det ville blive. Jeg var derfor spændt, da jeg valgte at skrive under på den 2-årige kontrakt med MS og drage af sted sydpå. Ikke på noget tidspunkt har jeg fortrudt denne beslutning! Det har været nogle lærerige år, hvor jeg har lært en masse om mig selv, en anderledes kultur og har mødt nogle fantastiske mennesker. Gennem den sidste uge, er det langsomt gået op for mig, at det nu er blevet tid til at tage af sted. Det er med en stor klump i halsen og jeg føler, at jeg står i samme situation som for to år siden. Men denne gang er det nærmest værre, da jeg ikke ved, hvornår jeg ser folk igen. Så mange mennesker har krydset min vej og har fået stor betydning for mit liv og den jeg er i dag. Fantastiske mennesker, som jeg aldrig vil glemme og som jeg vil forsøge at holde kontakt til. Tanzania har fået en særlig plads i mit hjerte og jeg ved, at jeg vil vende tilbage.

Den sidste uge har jeg bevæget mig en del rundt i Dar, for at besøge de forskellige steder en sidste gang. Det har genkaldt en masse minder og hvor er der bare sket meget på de to år. Jeg havde sidste arbejdsdag i fredags og inviterede alle mine kolleger ud til Coco Beach. Hvor kommer jeg til at savne dem. Desuden har jeg tilbragt en del tid sammen med mine venner og nydt deres selskab.

Jeg har følt mig privilegeret ved at arbejde samme med mine fantastiske kolleger, møde de forskellige deltagere på mine kurser, fra det meste af Afrika. Det har været inspirerende at møde så mange aktivister og passioneret unge mennesker og jeg håber aldrig, at de mister deres glød, for så kan der virkelig ske ting og sager med Afrika. Jeg har fortsat kontakt til de fleste og jeg har været heldig, at jeg har haft mulighed for at besøge dem på flere af mine rejser rundt i regionen.

Listen over rejser for mit ophold er lang. Kilimanjaro, Viktoriasøen, Victoria Falls, Malawi-søen, safari, Karen Blixens hus, Kibera-slummen, Nilen, Zambezi-floden, Rwanda, Uganda, Kenya, Malawi, Zambia og Zimbabwe – for ikke at tale om Zanzibar og de forskellige øer i det Indiske Ocean. Jeg har nydt hver en stund på mine ture, på trods af op- og nedture, mange timer i bus, tog og båd og hårde strabadser, så har det været fantastisk at få den afrikanske røde jord ind under huden.

Alle disse oplevelser har givet mig en fantastisk indsigt i Tanzania og regionen og jeg føler, at det er min pligt at bruge denne viden i mit videre arbejde og virke. Afrika har så meget at byde på, men det bliver ofte glemt, når der rapporteres til den øvrige verden. Jeg håber, at denne blog har givet et andet og mere nuanceret billede og en forståelse for livet her. Som udsendt og som udlænding har jeg kunne tage del i forskellige verdener. Ved siden af den tanzanianske lever de mange udlændinge i et parallelt samfund, langt fra den virkelige verden hernede. Jeg har taget del i begge verdener, men har primært opholdt mig i den tanzanianske, hvilket tydeligt kan ses i mine mange anderledes og virkelighedsnære oplevelser og min vennekreds, som primært består af tanzanianere.

Jeg er taknemmelig for, at folk har taget så godt imod mig og kan stadig blive rørt, når jeg bliver kaldt ”dada” (søster). Jeg elsker den afrikanske, familiære kultur, hvor alle betragtes som brødre og søstre og børn er allemandseje. Folks afslappede forhold til deres kroppe. Passionen for at danse og bevæge sig. Farvestrålende tøj og gadeliv. Den stjerneklare himmel. Folks hilsner på gaden. Frisk og velsmagende frugt. Jeg kunne blive ved. Dog er jeg en smule træt af ris, at blive kaldt mzungu, myggene, varmen, den kaotiske trafik og ikke at kunne cykle om aftenen – alt det vil der blive rådet bod på i Danmark, selvom det også kan have sin charme.

Jeg vil ikke bruge Karen Blixens betegnelse ”Mit Afrika”, som jeg ikke føler er passende. Men et er sikkert, jeg har tabt mit hjerte til Tanzania på godt og ondt og jeg glæder mig til at vende tilbage på den ene eller anden måde. Men jeg glæder mig også til at begive mig i kast med fremtiden og nye udfordringer i Danmark. Tilbage til familie og venner, min lejlighed, et nyt job og frem for alt at fejre jul.

Tak for alle jeres hilsner her på bloggen. Det har været rigtig hyggeligt med jeres kommentarer og dejligt at I har ville følge med i mit liv hernede.

Vi ses snart – og på gensyn Dar.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Udforskning af nellike-øen

Tiden er ved at rinde ud for mit ophold i Tanzania og dermed også for mine ture rundt i landet og regionen. Men en sidste tur, blev det til før min afrejse til Danmark. Jeg har længe ville besøge øen Pemba, der ligger nord for Zanzibar, som egentligt hedder Unguja og begge øer har fællesbetegnelsen Zanzibar. Denne tur var for at udforske øen – og møde min tanzanianske svigerfamilie!

Afgang til Pemba - ad en noget alternativ indgang.

Afgang til Pemba – ad en noget alternativ indgang.

Der er to måder at komme til Pemba på – med fly eller båd. Jeg valgte sidstnævnte for at spare penge og få ekstra med oplevelser. Dog var jeg lidt nervøs ved tanken om, hvor lang sejlturen ville tage. Jeg er ikke specielt søstærk og der har de senere år været en del båd-ulykker på denne strækning. Men det selskab vi var med har et godt ry og gode forhold ombord.

Den første båd sejlede fra Dar kl 7 om morgenen og ankom knap 2 timer senere til Unguja. Fra ankomstområdet blev vi ledt ud på en gåtur gennem containere og store transportmidler, der kørte rundt og satte containerne i system. På trods af, at det stadig var morgen, var solen bagende. Der var fyldt med kvinder og børn og en lang kø. Jeg var den eneste hvide tilstede og fulgte samme eksempel som kvinderne med at dække mit hoved og hår til, dog ikke pga. af religiøse årsager, men fordi solen var så skarp. Det var et stort kaos med at få folk ombord på færgen, som også havde plads til biler. Jeg har ingen anelse om, hvordan de kom ombord, for passagererne blev ledt ind ad en åbning på siden af færgen, hvor der først skulle fæstnes en trappe.

Regnbuefarvede fiskerbåde med håndsyede sejl.

Regnbuefarvede fiskerbåde med håndsyede sejl.

Umiddelbart så det ikke særligt sikkert ud, men jeg kom da uskadt ombord. Der var et mindre kaos på færgen med småbørnsfamilier overalt – hver familie var ca. omgivet af 4-5 børn, som snakkede højlydt og løb begejstret omkring. Folk havde slået sig ned alle vegne og der blev spist masser af chips, kager og pomfritter. Det lykkedes at finde en plads midt i alt kaoset og i takt med at Unguja kom på afstand, faldt børnene til ro og de fleste voksne lagde sig til at sove. Færgen sejlede fra borde 40 min forsinket, slet ikke så galt endda. Vi ankom seks timer senere og kørte med to minibusser videre, før vi nåede vores mål – Chake Chake, øens hovedstad. Turen kom til at tage 12 timer – fra solopgang til solnedgang.

Et skjult paradis

Alle kysterne havde fine udsigter.

Alle kysterne havde fine udsigter.

Det var rigtig spændende at besøge Pemba, der ligger godt isoleret i det Indiske Ocean, tæt på den Kenyanske grænse og Zanzibar/ Unguja som nærmeste nabo. Siden Pemba ikke er lige så tilgængelig som søster-øen (og noget længere væk fra Dar es Salaam) har turismen endnu ikke gjort sit store indtog. Øen forekom derfor mere naturlig med sin grønne pragt af alverdens træer, mangroveskove, bakker og jordveje. Der er meget få hoteller og restauranter for turister og jeg så ikke en eneste souvenirshop. Ligeledes fik jeg kun øje på tre andre hvide under mit seks dage lange ophold.

Nellikerne gøres klar til at blive tørret.

Nellikerne gøres klar til at blive tørret.

Soltørring af friske nelliker.

Soltørring af friske nelliker.

Hvad jeg særligt fandt charmerende var øens hovedindtægtskilde; nelliker. Overalt på øen dyrkes der nelliker som eksporteres til hele verden. Efter sigende skulle der være ikke mindre end 3,5 mio. træer – en hel del flere end befolkningen på 406.000 indbyggere.

Friskplukkede nelliker.

Friskplukkede nelliker.

Det er for tiden sæson for krydderiet, som lå til tørre i solen på flettede måtter, hvor end vi kom hen og folk var i færd med at gøre dem klar til tørring. De mange krydderier gav en dejlig duft, som fik mig til at komme i julestemning.

Frisk frugt i massevis - her jackfruit.

Frisk frugt i massevis – her jackfruit.

En anden ting jeg nød godt af var de mange frugttræer. Mango, ananas, kokosnød, jackfruit, bananer, papaya etc. Overalt bugnede det med frugt, de fleste beboere er selvforsynende og der var derfor ikke mange frugter at finde på det lokale marked. Til gengæld blev vi budt på frisk frugt alle de steder vi kom hen.

Fiskeindustrien har ligeledes stor betydning for øen og et væld af farvestrålende fisk bliver dagligt hevet op fra havet. På én af vores ture rundt på øen besøgte vi en lille fiskerlandsby, Tumbe, hvor det meste af landsbyen synes beskæftiget med fiskeri på den ene eller anden måde.

Friskfangede fisk fra det Indiske Ocean.

Friskfangede fisk fra det Indiske Ocean.

Der bliver sejlet ud med de karakteristiske træbåde, dhows, som kan bevæge sig hurtigt frem og de regnbuefarvede sejl passede fint ind i den farvestrålende natur. Som vegetar smagte jeg dog ikke på noget af det, men havde helt sikkert gjort det, hvis jeg spiste kød, for mere frisk kunne det ikke blive.

Mødet med svigerfamilien

Hovedgaden i hovedstaden Chake Chake.

Hovedgaden i hovedstaden Chake Chake. Man kan altid se, hvad der sælges i butikkerne.

Jeg var meget spændt på at møde min kærestes familie, der bor flere steder på øen og på Unguja. Han synes, at de skulle have en overraskelse og havde ikke fortalt dem, om vores ankomst. De blev derfor meget overraskede, da vi pludselig steg ud af bussen og endnu mere over at se en hvid i deres hjem. Men der blev taget utroligt godt imod mig og meget hurtigt, begyndte folk at kalde mig ”søster” eller ”sister in law”. I huset boede faderen, stedmoderen, tre søstre og den ene af søstrenes to børn. Siden vi ikke er gift, delte jeg værelse med lillesøsteren, da det ellers ville være et brud mod normerne. Til huset hørte en enorm grund, fyldt med plantager og frugttræer, som var rigtig fin at bevæge sig rundt på. Familien havde desuden en lille kiosk, som jeg hurtigt omdøbte ”cigaret-kiosken”, da der var et konstant rend af kunder, som ville købe cigaretter – altid enkeltvis.

Familiens hus i skyggen af det store mangotræ.

Familiens hus i skyggen af det store mangotræ.

Under de fem dage vi var der, blev der puslet omkring mig og sendt mange nysgerrige blikke. Ingen af dem talte engelsk, så jeg måtte forsøge mig på bedste vis på swahili at kommunikere med dem. I nabohusene boede flere af familiemedlemmerne, som ofte kiggede forbi. Alle sendte nysgerrige blikke og ville meget gerne snakke og se, hvad jeg var for en. Der var ingen rindende vand og elektricitet, men meget hurtigt blev det naturligt at tage bad med en spand vand og om aftenen var det hyggeligt at sidde under stjernerne eller i petroleumlampens lys. En aften tog jeg min Ipad frem og begyndte at spille spil med børnene, til stor begejstring. De efterfølgende aftener sad de klar og ventede på, at jeg blev færdig med at spise, så vi kunne fortsætte med spillene. De selv samme spil, har jeg flere gange spillet sammen med min niece, Mona, og det var sjovt at se deres reaktion.

Tilberedning af samosas.

Tilberedning af samosas.

Livet i familien gik primært med huslige gøremål. Hver dag stod de op ved 5-6 tiden for at gå i gang med at lave mad og hente vand. Jeg følte mig forpligtet til at stå op ved 7 – 7.30-tiden, men fik ellers ikke lov til at hjælpe til. Når morgenmaden var lavet færdig, som ofte bestod af brød eller samosa, var der opvask, tøjvask, rengøring og så videre til at starte på aftensmaden, der kan tage mange timer, da maden bliver tilberedt fra bunden og med et blus tager det tid. Imellem de mange gøremål, blev der af og til slappet af under det store mangotræ eller i den lille stue, hvis det begyndte at regne.

Fotosession med familien.

Fotosession i mørke med familien.

Mens der blev lavet mad kiggede jeg af og til efter børnene, der var nysgerrige på alt, hvad der skete. Hver dag tog min kæreste og jeg på ture rundt på øen, enten til fods eller i minibus. Én af dagene tog vi på tur i bil med onkelen bag rattet og ret hurtigt blev bilen fyldt op af den øvrige familie, der også gerne ville med. Det var et stort tilløbsstykke med en hvid i landsbyen og en aften kiggede to unge fyre forbi, som gerne ville træne deres engelsk.

Den sidste aften havde vi en længere samtale med forældrene, som var meget glade for vores besøg. Og særligt at jeg var kommet med, deres syn på udlændinge havde ændret sig meget i de dage, hvor jeg boede hos dem og de værdsatte min måde at være på. Desuden fik vi faderens velsignelse til at blive gift!

En sidste tur med Zanzibar-færgen

På opdagelse i Chake Chake.

På opdagelse i Chake Chake.

Fra Pemba tog vi tilbage til Unguja, hvor vi mødte med moderens familie og havde en enkelt overnatning. Det var mærkeligt at sejle fra Zanzibar til Dar, vel vidende at det var min sidste tur – for denne gang. Gennem de sidste to år, har jeg taget den tur 10-15 gange og jeg fik et stik i hjertet. Men jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage en dag.

Jeg har nu kun 10 dage tilbage i Tanzania. Det er meget svært at forestille sig, at jeg snart skal bytte mit liv hernede ud med livet i Danmark. Er sikker på, at der også venter mange spændende oplevelser i fremtiden og kun tiden vil vise, hvad der kommer til at ske.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Til vands, til lands og i luften

Klar til afrejse. En lille billet, men en lang rejse.

Klar til afrejse. En lille billet, men en lang rejse.

Seks nætter i bus og tog, 8 stempler i passet og ca 6000 km er tilbagelagt gennem de sidste 10 dage med bus, tog, båd, bil og fly. Denne gang gik rejsen gennem Tanzania til Zambia, til Victoria Falls og Zimbabwe. Endnu engang er jeg fyldt op med oplevelser og taknemmelig over endnu et eventyr.

Dar – Kapiri Mposhi

Jeg har længe haft et stort ønske om at rejse med tog i Afrika. Der er noget helt særligt over at passere lange distancer i tog, jernbanesystemerne i Afrika har en spændende historie og mange er i dag nedlagt.

På rejse gennem fine og skiftende landskaber.

På rejse gennem fine og skiftende landskaber.

To dage om ugen kan man tage toget mellem Tanzania og Zambia. Den fælles forbindelse går under navnet ”Tazara” og den samlede tur strækker sig over 1.860 km og blev åbnet tilbage i 1976 af kinesere. Der er kun to tog mellem de to lande, som på skift kører frem og tilbage. Officielt er turen sat til at tage 2 dage, men alt kan ske undervejs og man ved aldrig præcist hvor lang tid. Jeg tog af sted en tirsdag, sammen med min tanzanianske kæreste. Vores tur kom til at tage næsten 60 timer og tre nætter måtte vi rede op i kupeerne. Dette på trods af, at vi havde købt billetter til Express forbindelsen!

Der var masser af fine omgivelser af betragte undervejs.

Der var masser af fine omgivelser af betragte undervejs.

På mange måder mindede livet i toget mig om den transsibiriske jernbane, som jeg tog for snart 10 år siden. Toget var nærmest en tro kopi, passagererne stod af og på, der blev kørt gennem fine landskaber og på de små stationer kom landsbybeboerne hen til vinduerne for at sælge madvarer. Den største forskel var nok, at der ikke blev drukket vodka – som ellers var tilfældet i Rusland! Vi kørte på 2. Klasse, som var kønsopdelte kupeer, som man delte med fem andre. Desuden var der vogne med små restauranter, hvor man kunne spise undervejs. Der blev kørt i et langsomt tempo og man kunne godt fornemme, at det var et gammelt tog og slidte skinner. Ofte gyngede det så kraftigt, at det føltes som om man befandt sig på en båd.

Hver gang toget standsede på stationerne vrimlede det med sælgere.

Hver gang toget standsede på stationerne vrimlede det med sælgere.

Det nedslidte tog fik stor betydning for rejsen. Flere gange brød lokomotivet sammen, hvilket betød at sad ude i ingenting og ventede i timevis på at fortsætte rejsen. Informationerne var meget sparsomme og man måtte spørge rundt omkring for at få svar. Til sidst kunne toget ikke køre længere og vi måtte vente på et nyt lokomotiv, der kunne tage over. Forsinkelserne undervejs betød at vi ankom 21 timer senere end forventet. TIA – this is Africa – her må man væbne sig med tålmodighed.

Endelig fremme! Efter næsten 60 timer i tog.

Endelig fremme! Efter næsten 60 timer i tog.

Undervejs var Kapiri Mposhi på de flestes læber – i hvert fald os som skulle af på endestationen. Kapiri Mposhi er en temmelig affolket provinsby i, der ligger ca. 200 km fra hovedstaden, Lusaka i Zambia. Det er lidt en gåde, hvorfor man har valgt at stoppe forbindelsen her, hvilket betyder at man er nødt til at rejse videre med bus 3-4 timer for at nå Lusaka. Vi ankom ved solopgang og havde hele dagen for os til at rejse videre – det fik vi også brug for, da der stadig var lang vej igen.

Lusaka – Livingstone

Yeah. Grebet af den storslåede stemning.

Yeah. Endelig fremme. Grebet af den storslåede stemning.

Vi var trætte, men ved godt mod da vi langt om længe nåede Lusaka, Zambias hovedstad. På trods af den lange rejse var vi klar på at fortsætte videre til Livingstone, der ligger på grænsen til Zimbabwe. Det var nemt at finde en bus, der kunne tage os videre, på den travle station og udsigten til at køre de næste 6 timer var overkommelig. Desværre var vi endnu engang ramt af uheld og turen endte i stedet med at tage 8-9 timer. Da vi endelig nåede frem havde vi været på rejse i over 72 timer.

Men det var det hele værd. Livingstone var en hyggelig by, naturligvis opkaldt efter den opdagelsesrejsende Dr. Livingstone, der tidligere har fungeret som hovedstad. Der var fine brede veje og bygninger, men ellers stille og roligt bortset fra de festglade ”ung-rejs” turister som fyldte barerne godt op. De fleste butikker og hvad der ellers var at navngive er opkaldt efter Livingstone, så der var ikke så meget kreativitet, men en tydelig stolthed over at være opkaldt efter ham, som har heltestatus og meget respekteret. 11 km fra Livingstone lå turens højdepunkt – Victoria Falls, der ifølge Lonely Planet bliver beskrevet således:

Et glimt af Victoria Falls på Zambia-siden.

Et glimt af Victoria Falls på Zambia-siden.

”Victoria Falls is the largest, most beautiful and most majestic waterfall on the planet, and is the Seventh Natural Wonder of the World as well as being a UNESCO world Heritage Site. One million litres of water fall – per second – down a 108m drop along 1.7km wide strip in the Zambezi Gorge. A ’must see before you die’ spot.”

Jeg kan kun give dem ret, det var et fantastisk syn og man følte sig lille-bitte (endnu mere end jeg i forvejen gør) ved synet af disse storslåede opgivelser og jeg kunne tydeligt sætte mig ind i den lykkefølelse og eufori, som Dr. Livingstone må have følt. Pudsigt nok besøgte vi Victoria Falls på 158 års dagen for Livingstones navngivelse og opdagelse af vandfaldet – den 16. November 1855. Utroligt at naturen stadig kan vise sig fra denne fantastiske side uden at have ændret sig betydeligt.

Udsigt til Victoria Bridge og Zambezi-floden.

Udsigt til Victoria Bridge og Zambezi-floden.

Desværre var det et godt stykke udenfor regntiden, hvilket betød, at der særligt på Zambia-siden ikke var nær så meget vand, som man ellers kan opleve. Men det var stadig en kæmpe oplevelse at overvære den lange sprække i jordens overflade, hvor der udsprang liv i form af vand, beplantning og et rigt dyreliv. På trods af, at det var som at befinde sig i en bageovn med en temperatur på op mod 40 grader, endte vi med at tilbringe det meste af dagen med at gå rundt og lod os opsluge – og naturligvis også dyppe fødderne i Zambezi floden, dejligt nedkølende og endnu engang med følelsen af at tage del i verdenshistorien. Jeg kan bruge nok så mange fine ord til at beskrive Victoria Falls, men i virkeligheden er der ikke nogen ord, der passer. Det SKAL opleves!

Victoria Falls, Zimbabwe

Endnu en grænse blev krydset. Her på broen mellem Zambia og Zimbabwe.

Endnu en grænse blev krydset. Her på broen mellem Zambia og Zimbabwe.

Dagen efter tog vi over grænsen til Zimbabwe, der nok har en af verdens smukkeste grænseovergange.  Man skal nemlig over den fine Victoria bro, som blev bygget tilbage i 1904. Det forekommer mig stadig ubegribeligt, hvordan det kunne lade sig gøre og kostede også mange liv under dets tilblivelse. På midten af broen går grænsen og herfra kan man vove sig ud i verdens højeste bungee jump – med et spring på ikke mindre ned 111m. Egentligt have jeg gået over overvejet, om jeg skulle tage springet, men da jeg kiggede ned, mistede jeg modet. Denne udfordring var simpelthen for stor en mundfuld. Så hellere nyde synet af broen, de smukke omgivelser og få et sug i maven, hver gang nogen sprang ud.

På broen mødtes vi desuden med Trymore, én af mine tidligere deltagere fra Zimbabwe som bor i området.

Det var hyggeligt at gense Trymore.

Det var hyggeligt at gense Trymore.

Det var rigtig hyggeligt at mødes med ham igen og gav anledning til at besøge nogle mindre turistede områder, bl.a. nogle lokale barer, hvor stemningen var rå og kvinderne hærgede, og vi kunne stille en masse spørgsmål om landets historie.

Afslapning i skønne omgivelser.

Afslapning i skønne omgivelser.

Den første dag slappede vi af i en camp, hvor vi tog en enkelt overnatning. Her var der en lækker pool med udsigt til den smukke natur, der af og til blev afbrudt af et enkelt tog, der kørte forbi, hvor vildsvinene snuste rundt, aberne lavede ballade og vi spiste lækker mad i restauranten – som bl.a. havde vildsvin, krokodille og impala på menuen (det rørte jeg naturligvis ikke noget af). I det hele taget var der masser af dyreliv over hele byen, som hedder Victoria Falls. Ligesom i Livingstone havde de fleste steder også taget navn efter området – her var det blot Victoria Falls, der gik igen overalt.

Udsigten til Victoria Falls på Zimbabwe-siden var endnu mere storslået.

Udsigten til Victoria Falls på Zimbabwe-siden var endnu mere storslået.

Det var en kæmpe oplevelse at besøge Victoria Falls i Zambia og jeg troede næsten ikke, at det kunne overgås. Det kunne det fra Zimbabwe siden! Her er der nemlig masser af vand hele året rundt. Der var masser af kraft, det larmede og flere steder blev man gennemblødt af dens brusen, hvilket var en skøn oplevelse, da vi også her var godt gennemsvedte af varmen.

En fantastisk udsigt til Victoria Falls.

En fantastisk udsigt til Victoria Falls.

Det var svært at blive mættet af dette syn og havde det ikke været for den ulidelige varme, havde vi nok tilbragt flere timer derude, men vi havde også noget andet at se frem til. En solnedgangstur på Zambezi-floden.

Sejltur på Zambezi-floden.

Sejltur på Zambezi-floden.

På trods af, at der var masser af både på floden fyldt med turister og at det var overskyet, så vi ikke fik så meget solnedgang at se, så var det en rigtig fin tur. Endnu engang måtte jeg knibe mig selv i armen og stille mig selv spørgsmålet, om jeg virkelig var dér.

Der var masser af flodheste i floden.

Der var masser af flodheste i floden.

En fantastisk fornemmelse at sejle rundt på Zambezi-floden, der blev forsødet af ubegrænsede mængder af drinks og udsigt til et væld af flodheste i floden, aber, fugle, krokodiller og en enkelt elefant i vandkanten. Det var så eksotisk, fint og romantisk.

Victoria Falls – Harare

Fra Victoria Falls gik rejsen videre østpå mod Zimbabwes hovedstad, Harare. For at spare tid tog vi natbussen, der kørte forbavsende hurtigt og til tiden – dog tog det 12 timer. Vi ankom ved 9-tiden og startede dagen med at spise morgenmad på en pub og skifte tøj på toilettet. Jeg var meget spændt på at besøge Harare.

Valgplakaterne hænger stadig rundt i Harare og Mugabe har stadig magten over landet.

Valgplakaterne hænger stadig rundt i Harare og Mugabe har stadig magten over landet.

Victoria Falls kunne være en by i et hvilket som helst afrikansk land, men er opleve lidt mere af Zimbabwe var fristende. Landet der specielt er kendt for den 89-årige præsident, Robert Mugabe, der har siddet på magten siden uafhængigheden i 1980 og som tilsyneladende stadig har en vis opbakning hos befolkningen, når man spørger omkring. Der hang stadig rester af valgplakater fra det forestående valg for nogle måneder siden og overalt kan man finde Mugabes billede i glas og ramme. Pga stigende inflation i 2009 gik landet over til at bruge dollars, hvilket føles en smule mærkeligt så langt væk fra USA og med en præsident, der har så svært ved udenlandsk indflydelse – som bl.a. var med til at drive hundredvis af udenlandske landmænd ud af landet og sørgede for at hans modstandere ”forsvandt”.

Storbystemning i Harare.

Storbystemning i Harare.

Aktivister i dagens Zimbabwe, som er imod Mugabes styre har det stadig svært og må ofte udføre deres aktiviteter i det skjulte. Én af mine venner, har bl.a. været nødsaget til at flytte til Sydafrika og vil blive arresteret, hvis han prøver at få adgang til landet. Jeg havde egentligt regnet med at se flere hvide indfødte fra Zimbabwe, men blev mødt af ganske få. Umiddelbart virker det også som om at der er en stor adskillelse mellem hvide og sorte, der lever hver deres liv. Dog var diktaturstaten let at spore med de brede gader, parker, ordnede forhold og knap så presset trafik.

Der er mange fine bygninger i Harare.

Der er mange fine bygninger i Harare.

Et glansbillede i forhold til, hvad er gemmer sig på bagsiden. Vi valgte at slappe af et par timer i én af de fine parker, et lille pusterum fra byens aktivitet og de mange timer i bus. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere tid til at udforske landet nærmere, der har så mange spændende steder at besøge, men også at lære endnu mere om historien og hvordan Mugabes magt påvirker befolkningen. Dette er naturligvis endnu en grund til at vende tilbage.

11 timer efter vores ankomst til Harare satte vi os atter til rette i en langdistance bus og satte kursen mod Lusaka.

Harare – Lusaka

Grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Her på vejen fik jeg en lang lur.

Grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Her på vejen fik jeg en lang lur.

Endnu en nat blev tilbragt i bus – og denne nat føltes ekstra lang. Fra start til slut blev der spillet ufatteligt højt musik med et kristent budskab, hvilket der ofte er tradition for, men tror aldrig helt at jeg vænner mig til det. Desperat forsøgte jeg at fjerne lyden med først min egen musik i ørerne og siden ørepropper, men lige lidt hjalp det og jeg måtte acceptere, at det ikke ville blive til meget søvn på denne tur. Omkring kl. 01, nåede vi grænsen til Zambia, som først åbnede kl. 06. Vi var derfor nødsaget til at holde og vente. De fleste gik ud ad bussen og tog deres tasker og tæpper med. Kvinderne arrangerede sig på jorden foran bussen og lagde sig til at sove. Jeg var så træt og plaget af søvnmangel på dette tidspunkt, at jeg fulgte samme eksempel som dem. Med ørepropper og et tæpper omkring mig og for øjnene fik jeg den bedste søvn i to døgn og det lykkedes mig næsten af få sovet i fire timer. Jeg kunne slet ikke mærke den hårde asfalt og nød bare at kunne ligge udstrakt.

Ved solopgang begyndte folk at røre på sig og pakke sammen. Der blev børstet tænder og folk gjorde sig klar til at fortsætte rejsen. Endnu engang krydsede vi Zambezi floden med endnu en grænsebro, dog ikke lige så fin som Victoria Bridge. Grænseposten inkluderede begge lande, så det var nemt at komme igennem, men tog tid pga den lange kø. Desværre blev min kæreste ramt af madforgiftning og måtte ty til et af grænsetoiletterne. Dette medførte at bussen kørte af sted uden ham! Desperat måtte jeg få dem til at stoppe og hjælpe med at få ham tilbage på bussen, hvilket betød en del drama, da personalet ikke var indstillet på forsinkelser (meget uafrikansk), men pludselig var det meste af passagererne optaget af begivenheden og kom til hjælp. Heldigvis lykkedes det at finde ham og turen kunne fortsætte. Folk var virkelig søde og hjælpsomme og på resten af turen blev der sørget for os.

Tilbage i Lusaka. Også her er der mange høje bygninger.

Tilbage i Lusaka. Også her er der mange høje bygninger.

Et par timer senere nåede vi Lusaka. Vi var begge udmattede og havde ikke den store energi til at udforske byen. Desuden var pengebeholdningen af zambianske kwacha sluppet op og vi måtte bruge de sidste penge på vand til rejsen. Alt hvad vi fik at spise og drikke den dag var kiks, nødder, bananer og vand. Egentligt var det fint at være tilbage på bus stationen i Lusaka, som vi besøgte fem dage forinden, men på det tidspunkt havde vi bare lyst til at sove – og jeg endte med at falde i søvn på en bænk op til afgang. Dog blev det til en lille tur udenfor stationen. Byen minder meget om Harare med den samme byplanlægning og noget mindre kaotisk end Dar es Salaam. Desuden kører trafikanterne noget mere forsvarligt og man føler sig mere sikker i trafikken. Efter fire timer i Lusaka fortsatte rejsen videre mod Nakonde – grænsebyen til Tanzania.

Lusaka – Nakonde – Mbeya

Det blev til rigtig mange timer i bus.

Det blev til rigtig mange timer i bus.

Vi var heldige at få de forreste pladser i bussen, hvilket gjorde det muligt at strække benene og et bedre udsyn. Det var en rigtig fin tur gennem det nordlige Zambia, ad fine veje og med udsyn til store landbrug med store landbrugsmaskiner og masser af køer. Zambia er på størrelse med Frankrig, England og Irland – et kæmpe land, som vi formåede at krydse på lidt over et døgn. Igen nåede vi grænsen om natten. 2-3 timer før den åbnede. Nakonde var et noget mere skummelt sted end den anden grænseby og her havde jeg bestemt ikke lyst til at lægge mig ud foran bussen. Der var masser af folk i mørket som var klar til at hive i én så snart man trådte ud af bussen og gjorde én noget stresset. Heldigvis kunne vi være i bussen indtil solopgang og gik først derfra lidt i seks, klar til at krydse grænsen. Det var der mange andre der også valgte og det endte med at tage et par timer at krydse de to poster. Det blev varmere og varmere, folk blev mere anmassende og det var tungt at stå med bagagen, men langt om længe lykkedes det at komme igennem. Folk forsøgte at snyde os med skyhøje priser for busserne fra grænsen. Vi valgte derfor at tage med en lokal bus til Mbeya – ca. 2-3 timer fra grænsen.

Retur til Dar med FastJet, det nye lavprisselskab.

Retur til Dar med FastJet, det nye lavprisselskab.

Vi ankom udenfor Mbeya ved 11-12 tiden og blev sat af i en forstad, hvor vi checkede direkte ind på et hotel, fik et tiltrængt bad, lidt at spise og så på hovedet i seng. Ikke flere busser i denne omgang! I stedet blev det til en lille gåtur i området med fin udsigt til bjergene, gik tidligt i seng og stod op tidligt næste morgen og af sted mod lufthavnen. Den sidste del af rejsen blev tilbragt i fly til Dar som tog lidt over en time. Det havde ikke været til at overskue at skulle tilbringe yderligere 14 timer i bus. Til gengæld fik vi en smuk hjemrejse med udsigt over Tanzania og de områder vi tilbragte den første del af rejsen i tog.

Det har været en helt fantastisk rejse, som jeg sent vil glemme. Utroligt at man kan opleve så meget på blot 10 dage. Afrika er et ufatteligt spændende kontinent at rejse på og jeg føler, at jeg kun lige er startet. Om halvanden uge venter en sidste tur – denne gang til paradis-øen Pemba – og om under en måned går rejsen tilbage til Danmark. Denne gang for at blive, men hvem ved, hvad fremtiden har at byde på. Jeg er klar på flere eventyr.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Seje kvinder og taler på kommando

I Tanzania skal man altid være klar til at holde tale.

I Tanzania skal man altid være klar til at holde tale.

Før jeg flyttede til Tanzania, var jeg ikke specielt begejstret for at holde taler – særligt ikke på kommando og uden forberedelse. Men i min tid hernede har jeg lært, at det er meget vigtigt at være i stand til og ved en hvilken som helst lejlighed, skal man være klar til at stille sig op og sige et par – kloge – ord.

Jeg fik min sag for sidste lørdag, hvor jeg var inviteret til at deltage i den internationale pigedag, arrangeret af én af vores partnere, Hope 4 young girls. Jeg havde regnet med et stille og roligt arrangement ved vandet, men fik en uventet melding, da jeg ankom.

Jeg havde fået æren af at overrække certifikater og præmier til pigerne.

Jeg havde fået æren af at overrække certifikater og præmier til pigerne.

Deres æresgæst, Miss Tanzania, var ikke dukket op, om jeg i stedet ikke ville træde til og overrække beviserne og præmierne til skolepigerne, der var tilstede og i øvrigt lige sige et par ord. Tjo… Dette var cirka 10 minutter før arrangementet skulle starte og dermed ikke meget forberedelsestid. Der var omkring 40 gæster inkl. en fotograf fra den landsdækkende avis, der ivrigt knipsede løs med sit kamera. Det lykkedes mig heldigvis at holde en nogenlunde tale og hjalp en smule, at én af pigerne oversatte undervejs, hvilket kunne give mig et par sekunder til at forberede, hvad jeg skulle sige. Efterfølgende måtte jeg pænt stille op til masse fotografering.

Der var stille og dyb koncentration, mens jeg holdt min tale.

Der var stille og dyb koncentration, mens jeg holdt min tale.

Det var rørende at se de små piger, der blev så glade for deres certifikater. Alle havde deltaget i en skrivekonkurrence og vinderen var en bare 11-årig pige. Organisationen arbejder for oplysning til piger i skolealderen om hiv, aids og sundhed og hovedkræfterne er nogle unge piger der tager ud på de lokale skoler og informerer pigerne. De gør virkelig et flot stykke arbejde og jeg følte mig meget beæret over, at de ville have mig som æresgæst.

Flere billeder fra arrangementet og en lille artikel (på swahili): http://elimuboratanzania.blogspot.com/2013/10/shirika-lisilo-la-kiserikali-la-hope-4.html

Kvinders barske liv

Startskuddet til årets Global Change kampagne er gået i gang.

Startskuddet til årets Global Change kampagne er gået i gang.

Jeg har en enorm respekt for kvinderne i Tanzania. De har en  stor styrke, der måske ikke altid er til at spotte udadtil, men indvendig er de som klipper, der kan udstå hvad som helst. I forbindelse med forberedelserne til vores kampagne, som er en del af mit nuværende kursus, har deltagerne hevet et eksempel fra virkeligheden frem, der gør mig enormt trist. Vi sætter fokus på den manglende skat, som de multinationale firmaer burde betale og hvilke konsekvenser det har for samfundet, er der ikke er nok penge til at betale for basale ting (det ville der være, hvis alle de internationale firmaer og organisationer betalte skat, men pga. ugennemsigtige regler slipper de af sted med ikke at gøre det).

Det er ofte kummerlige forhold kvinderne møder, når de opsøger hospitalerne for at føde.

Det er ofte kummerlige forhold kvinderne møder, når de opsøger hospitalerne for at føde. Her på besøg hos et landsby hospital udenfor Dar.

Et område, der er hårdt ramt, er sundhedssektoren, hvor det på papiret hedder sig, at der er gratis behandling til kvinder og børn under 5 år. Det fungerer bare ikke i praksis. Et grelt eksempel er, når kvinder skal føde. Her bliver de bedt om, at møde op med alle de remedier, der skal bruges ved fødslen, såsom handsker, sakse, kanyler og i nogle tilfælde sørge for blod fra et familiemedlem. Hvis de ikke møder op med disse ting, når fødslen er sat i gang, kan de risikere at blive afvist! De fleste hospitaler råder ikke over disse hjælpemidler, da de har meget få ressourcer, så det er ofte ikke muligt at købe tingene der. Et sted, der burde have alt, hvad der er behov for og hvor disse basale ting burde være gratis. Der er derfor en grund til, at børnedødeligheden er så stor og at mange kvinder dør i barselssengen. På landet er det endda almindeligt, at kvinder må gå flere kilometer hen til hospitalet eller sidde bag på en cykel! Det er så skræmmende. Det samme gælder folks forhold til døden. Nærmest på ugebasis kender jeg nogen, der mister et nært familiemedlem eller folk er alvorligt syge. Det gør pokkers ondt at høre om, og jeg vænner mig aldrig til det. Men her er det hverdag.

Nedtællingen er gået i gang

Ved en hvilken som helst begivenhed kræves der et billede, hvilket også var tilfældet denne dag.

Ved en hvilken som helst begivenhed kræves der et billede, hvilket også var tilfældet denne dag.

Folk er seje i Tanzania. Det kan godt være, at landet er fattigt i økonomisk forstand, men ikke når det gælder menneskeligt. Folk er vandt til modgang og lader sig ikke gå ned. Jeg har dybt respekt for deres tro på livet og troen på det bedste og håber, at jeg kan tage den tro med tilbage til Danmark. Tiden er gået ufatteligt stærkt. Jeg har under tre måneder tilbage af min kontrakt og har lidt svært ved at forstå, at det er lige om lidt, at jeg skal pakke alt sammen og rejse tilbage til Danmark. Min bagage kommer til at blive endnu tungere, end da jeg rejste herned. Ikke kun fordi jeg har købt meget, men fyldt med erfaringer og oplevelser, der ligger i mit hjerte og mit sind. Jeg føler mig klar til at flytte tilbage og er så småt begyndt at indstille mig på det, men gruer også for at skulle tage afsked med alle de fantastiske mennesker, der er blevet en stor del af min hverdag og betyder ufatteligt meget. Derfor vælger jeg, at sige på gensyn for jeg ved, at jeg kommer tilbage – på den ene eller anden måde. Tanzania er blevet en så stor del af mig, at jeg ikke bare kan give slip. Den del vil altid hænge ved og blive båret i mit hjerte. Tuko pamoja – vi er sammen.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ramt i trafikken

Trafikken i Dar er kaotisk, larmende, osende, bumpende og af og til temmelig farlig. Her gælder naturlovens regler – de største køretøjer har størst magt og lavest i hierarkiet findes cyklister og gående. Jeg er derfor altid meget påpasselig, når jeg bevæger mig ud på min cykel, som i øvrigt er det hurtigste køretøj at anvende, da byen altid er fyldt med lange køer. Det var jeg også mandag morgen for en uge siden, på vej til arbejde, hvor morgentrafikken var ekstra slem.

Vigepligt, hvad er det??

Sådan ser jeg ud for tiden - med krykker og klumpfod. Humøret fejler heldigvis ikke noget, forbindingen er blevet mindre og armene er blevet stærkere.

Sådan ser jeg ud for tiden – med krykker og klumpfod. Humøret fejler heldigvis ikke noget, bandagen er blevet mindre og armene er blevet stærkere.

Halvvejs til min destination skulle jeg passere en vej, hvor alle bilerne holdt stille og ventede på at krydse vejen, som gik på tværs. Det er et sted, hvor man skal passe særligt på, da bilisterne ofte kun kigger til højre side og har svært ved at overholde vigepligten. Hajtænder eller ej, vigepligt er nærmest ikke eksisterende her. Jeg kom fra venstre og sørgede for at lave en masse larm med min ringeklokke, mens jeg fik øjenkontakt med færdselsbetjenten der stod ved siden af og passagererne i den forreste bil. En stor gammel truck. Jeg var sikker på, at føreren også havde set mig, men i dét jeg var ved at passere bilen, begyndte den pludselig at køre. Der gik et sug i maven og jeg prøvede desperat at sætte tempoet op og undslippe. Men bilen var hurtigere end jeg og kørte direkte ind i mig. Det var umuligt at holde balancen og jeg væltede ud på kørebanen. Heldigvis fik det bilen til at stoppe og heldigvis var den modkørende bil også hurtig til at stoppe. Det kunne have endt grueligt galt. Folk råbte mzungu ( hvid person) og en masse andet jeg ikke forstod. En usynlig kraft fik mig hurtigt op på cyklen, hvorefter jeg med knyttet næve slog hårdt på bilen, skældte højlydt ud på dansk og meget hurtigt var jeg på farten igen. Jeg kunne ikke overskue folks blikke og at tale med nogen. Med det samme kunne jeg fornemme smerterne i min højre fod, men havde kun i tankerne, at jeg skulle væk fra det sted og hen på kontoret. Cyklen skete der ikke noget med.

Jeg havde egentligt ikke tænkt mig, at jeg skulle på hospitalet, men en af mine kolleger fik mig overtalt, da han så min hævede fod og humpende skridt. Det blev til et besøg på to forskellige klinikker. På den ene blev jeg udstyret med krykker og en bandage om foden og den anden taget røntgenbilleder. Resultatet kom først dagen efter. På den ene klinik blev jeg desuden spurgt, om jeg også var blevet berøvet, hvilket ofte sker, når folk bliver indblandet i et trafikuheld. sikkert også en af grundene til, at jeg var hurtig om at komme på benene og afsted.

Har du penge kan du få, har du ingen, så må du gå

Hele formiddagen gik med undersøgelser og at sidde i venteværelset. Havde jeg været på et offentligt hospital var det helt sikkert ikke gået så relativt smertefrit og havde taget det meste af dagen. Og det var intet problem at betale regningen, som er dækket af min forsikring. Hver dag sker der ulykker i trafikken i Dar, men de færreste har råd til at blive undersøgt på de privatklinikker, som jeg var på – hvor jeg kun så hvide og indere og tanzanianere i dyrt tøj og med store bundter penge. Mine kolleger kiggede da også undersøgende på mine krykker, da jeg kom tilbage til kontoret. De fortalte, at hvis de havde været på hospitalet havde de skulle betale for krykkerne (en ellers gratis ydelse) og det ville ikke være den samme type som mine (der ligner nogle, der er mindst tyve år gamle og en smule vakkelvorne), men nogle i træ, som skal placeres under armhulerne. Oplysninger som disse gør mig altid ilde til mode og samtidig bevidst om, hvor privilegeret jeg er og hvor godt et system jeg er vant til. I Danmark er der også stor forskel på private og offentlige hospitaler, men slet ikke i samme størrelse som her, hvor man virkelig kan se og mærke forskellen.

To meget forskellige svar

Sådan ser foden ud pt. Øm og afhængig af krykker. Hvid bandage er i øvrigt meget upraktisk i Afrika med alt det støv og skidt i luften og på gaden.

Sådan ser foden ud pt. Øm og afhængig af krykker. Hvid bandage er i øvrigt meget upraktisk i Afrika med alt det støv og skidt i luften og på gaden.

Tirsdag morgen blev jeg ringet op med resultatet på røntgenbillederne. Noget inde i min fod var brækket og onsdag morgen skulle jeg stille på hospitalet igen for at få styr på foden. Jeg var meget nervøs, da jeg tog hen på klinikken. Tanken om at skulle have lappet min fod sammen her var næsten ikke til at holde ud og hvor lang tid ville genoptræningen ikke tage. Mit sind var derfor fyldt med bekymrede tanker, da jeg blev kaldt ind i lokalet til den engelske læge. Vi gennemgik røntgenbillederne og han kom frem til en helt anden konklusion. Det var helt tydeligt, at foden var intakt og ingen knogler var brækket! Sikke en lettelse. Men en kraftig forstuvning, var ikke til at komme udenom, og muligvis er der røget en lille flig af knoglen, men altså ikke noget alvorligt. Disse fejldiagnoser er desværre noget som sker meget ofte hernede, derfor er det altid vigtigt at få flere lægers bud på ens skavanker. Jeg fik efterfølgende valget mellem at få lagt foden i gips eller en stor bandage, som jeg selv kunne tage af og på. Jeg valgte det sidste (kunne ikke overskue gips i dette klima og fandt det heller ikke nødvendigt) og blev udstyret med flere smertestillende piller og en ispose. Jeg var meget lettet, da jeg humpede derfra, på trods af at mit liv nu er blevet meget besværliggjort. Jeg skal gå med krykker i ca. 2 uger, afhængigt af, hvor hurtigt foden kommer sig, kan ikke cykle og bære tunge ting. Var sygemeldt hele sidste uge, men i dag startede et ni ugers kursus, som jeg står for. Dar er på ingen måde handicapvenlig med masser af bump, glatte flisegulve og trapper. For en stund er min cykel skiftet ud med de knallertkørende bajajs og så er det ellers bare om at væbne sig med tålmodighed. Heldigvis er der en masse fantastiske mennesker omkring mig, som tager sig godt af mig – selvom det kan være lidt svært, at skulle bede om hjælp om det meste og være så afhængig af andre. Men heldigt at der ikke skete mere og det er jeg virkelig taknemmelig for.

Somme tider kan det være lidt for spændende at være Naja. Der er snart ikke den del på kroppen som gennem tiderne ikke har været beskadiget. Måske fordi jeg ofte lever livet i en overhalingsbane og ikke kan få nok af eventyr og skøre situationer. Det er åbenbart noget der følger med, når man har valgt den levevej. Men gad godt nok at være foruden alle de skader på kroppen og er virkelig træt af at skulle humpe rundt på krykker. Men så kan jeg måske lære at tage den lidt med ro.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Roadtrip til Usambara bjergene og Tanga

Klar til afgang fra Dar. Provianten er indkøbt og humøret er højt.

Klar til afgang fra Dar. Provianten er indkøbt og humøret er højt.

Når man skal på tur i Tanzania, skal man altid være forberedt på hvad som helst. Jeg havde derfor sørget for at tage ekstra med proviant, læsning og penge med, da jeg skulle med min kollega, Adrian, på en tre-dages researchtur til det Tanga og Usambara i det nord østlige Tanzania. En strækning på ca. 350 km fra Dar es Salaam. Vi var udstyret med kontorets bil, en firehjulstrækker, som udefra så rigtig fin ud og god ud til formålet. Men erfaringerne med køretøjer i Afrika har lært mig, at det ikke er det ydre, der tæller. Det blev en noget længere tur end forventet.

Et alternativt værksted

Det lille værksted, hvor vi endte med at tilbringe 10 timer.

Det lille værksted, hvor vi endte med at tilbringe 10 timer.

Allerede fra morgenstunden blev jeg mødt af den første forhindring. Min kollega havde sovet over sig – og kom og hentede mig halvanden time senere end aftalt. Godt så. African time. Da klokken var 8.30 nåede vi ud af Dar. Forinden havde vi købt stort ind i slik og vand og havde sågar lånt et stik, så vi kunne høre musik i bilen. Musikken gik dog ud, hver gang vi kørte over et bump – dem var der mange af, så vi opgav hurtigt at bruge bilens højtalere. Undervejs begyndte bilen at knurre, hver gang der skulle skiftes gear og en stank af diesel nåede ind i bilen.

I timevis lå vagterne i meget ubekvemme stillinger og rodede med bilen.

I timevis lå vagterne i meget ubekvemme stillinger og rodede med bilen.

Det blev værre og værre og efter godt 100 km sagde bilen stop. Vi befandt os i en mindre landsby og heldigvis var der en mekaniker kun 50 meter fra bilen. Dvs. værkstedet bestod af et halvtag, en mekanikerkasse og et par træstubbe til at løfte bilen med (dog ikke særligt højt, og de lå på ryggen og arbejdede med meget lidt plads). Med hjælp fra fire mænd  fra værkstedet fik vi skubbet bilen derhen. Meget hurtigt fandt mekanikeren ud af, at gearkassen var røget. Et problem han mente var til at løse, bortset fra, at det ikke var muligt at få fat i nogen ny i området til den bil. Den nærmeste leverandør var i Dar! Efter noget tids snak blev løsningen, at en person fra Dar fik fragtet en ny gearkasse til Bagamoyo ( ca 70 km fra Dar) og en en af mekanikerne på motorcykel kørte dertil for at hente den. Imens gik de to andre mekanikere i gang med at rode med bilen og få den ødelagte boks ud.

Gearkassen var slidt helt ned - til venstre ses den gamle som er helt tyndslidt.

Gearkassen var slidt helt ned – til venstre ses den gamle som er helt tyndslidt.

Et større puslespil, der endte med at tage fem timer – for at få gearkassen ud og nogenlunde samme tid for at få den nye på plads. Det virkede også, som om de havde større erfaring med motorcykler, da der ikke var mange biler i området.  Undervejs blev arbejdet afbrudt af, at den ene skulle hjem og spise og den anden løbe et ærinde.  De andre kunne tilsyneladende ikke arbejde, mens det stod på.

Men ellers var det ikke mange pauser, der blev holdt. Det meste af tiden sad jeg som den passive hvide kvinde og så til, men da mørket faldt på kunne jeg assistere med diverse lygter. Bl.a. min pandelygte var et hit, som en af mekanikerne fik lov at låne.

Med ganske begrænset belysning arbejdede mekanikerne. Bl.a. med hjælp fra min pandelampe.

Med ganske begrænset belysning arbejdede mekanikerne. Bl.a. med hjælp fra min pandelampe.

Ellers lå de i mørket under bilen og i skæret fra deres mobiltelefoner, som de holdt i munden, mens hænderne arbejdede på højtryk. Der var ellers intet lys i området. Var ret imponeret over, at det kunne lade sig gøre og de kunne få alle dele tilbage på plads.

Ved 21-tiden kunne vi langt om længe fortsætte rejsen. Vi var sultne og trætte. Det var blevet for sent at køre til Tanga, så efter 2 timers kørsel, valgte vi at gøre holdt ved et motel og overnatte.

Usambara bjergene

Undervejs på turen krydsede jernbanen flere gange. Den lukkede for snart mange år siden, men alt står stadig tilbage.

Undervejs på turen krydsede jernbanen flere gange. Den lukkede for snart mange år siden, men alt står stadig tilbage.

Ved 7-tiden den efterfølgende dag fortsatte turen. Ikke mod Tanga, men Usambara bjergene. Målet var at besøge en af ActionAids samarbejdspartnere, Tayodea, og tale med dem omkring deres aktiviteter i området. De laver bl.a. oplysningarbejde omkring vigtigheden af at alle betaler skat og at skatte pengene efterfølgende kan spores og bliver brugt hensigtsmæssigt. Et emne som vi vil sætte fokus på under vores kommende kampagnekursus, hvor der også vil være fokus på de multinationale selskaber. I en lille bjerglandsby mødtes vi med direktøren, hvor en workcamp primært bestående af unge tyskere var i gang med at bygge et bibliotek.

En fantastisk udsigt fra Usambara bjergene.

En fantastisk udsigt fra Usambara bjergene.

Efter mødet blev der tid til lidt sightseeing i området. Usambara bjergene er et fantastisk smukt område med fine panorama udsigtspunkter og små bjerglandsbyer. Vi gjorde bl.a. holdt ved Irente viewpoint i 1200 meters højde, hvor der var en fantastisk udsigt over masai sletten. Naturligvis ikke nær så højt som Kilimanjaro, men udsigten var imponerende. Ved siden af var der en økologisk farm drevet af et schweizisk par, som producerede lækre mælkeprodukter, marmelader og te.

Tanga – cyklernes by – i Tanzania

Overalt i Tanga var cyklisterne dominerende i gadebilledet.

Overalt i Tanga var cyklisterne dominerende i gadebilledet.

Fra Usambara bjergene fortsatte turen østpå til Tanga, for at holde møder på Tayodeas hovedkontor. Det var dejligt at komme ud til kysten og til lidt varmere himmelstrøg. Ved samme lejlighed mødtes vi med flere af vores tidligere deltagere, som viste os rundt i området. Tanga er den 7. største by i Tanzania og huser bl.a. en stor havn, mejerifabrikken Tanga Fresh og flere cementfabrikker, som indbyggerne er meget stolte over. Tanga skulle eftersigende være den største cykel by i Tanzania og de var skønt at se de mange cyklister, der udgjorde majoriteten af transporten. Ligeledes var det specielt at se de mange folk på gaden, der var i færd med at gøre rent. Lørdag formiddag er officiel rengørings dag, hvor alle forretningsdrivende skal gøre rent på gaderne og først må åbne deres butikker efter kl. 10. Der er fine bygninger fra kolonitiden og et meget behageligt klima. Jacob Ejersbos bøger finder sted her og det var fint at få set billede på hans beskrivelser.

På ekspedition i Amboni grotterne

Indgangen til Amboni grotterne.

Indgangen til Amboni grotterne.

Et lille stykke uden for byen ligger Amboni grotterne, et omfattende system af drypstenshuler, der har været brugt til flere forskellige formål. Nogle af gangene er op til 1 km og formet i mange forskellige formationer. Flere af gangene er meget smalle og klaustrofobiske, som man næsten ikke kunne komme igennem. Der var meget mørkt, så endnu engang kom lygterne i brug. Jeg følte mig lidt som Indiana Jones på ekspedition og det gav et sug i maven, hver gang vi skulle klatre eller kravle igennem én af de små gange. Det meste af turen kom til at handle om, de mange figurer der gennem tiderne er blevet dannet af drypstenene.

Guiden fortæller nøje, hvordan drypstenene dannes.

Guiden fortæller nøje, hvordan drypstenene dannes.

Så fremfor at fortælle om historien og grotterne var det vigtigere for guiden at fortælle, hvad de forskellige sten lignede. Der var bl.a. flyet, Jomfru Maria, en moske, Biblen, en krokodille, et kort over Afrika, en løve og ikke mindst kønsgrotten. Ned til mindste detalje fortalte guiden, om aftrykkene i loftet der formede de mandlige og kvindelige kønsorganer, mens han lyste på de forskellige dele og hele tiden med spørgsmål om, jeg havde forstået, hvad han talte om. Han var dybt alvorlig og det var svært at holde masken. Det var åbenbart meget vigtigt for ham. Hvad der også fangede min opmærksomhed var de hundredvis af flagermus, der hele tiden kunne høres og fra tid til anden fløj rundt.

På opdagelse som en anden Indiana Jones. Her på vej ind i "kabinen på flyvemaskinen" - ifølge  guiden.

På opdagelse som en anden Indiana Jones. Her på vej ind i “kabinen på flyvemaskinen” – ifølge guiden.

Det er det dyr, jeg er allermest bange for, og betød at jeg var noget anspændt og løb rundt for at søge beskyttelse. Det var derfor dejligt at komme ud i lyset igen.

Turen tilbage til Dar forløb heldigvis uden de store problemer. Kun den tætte trafik, da vi nåede udkanten af byen, var en udfordring, men efterhånden noget som jeg er vandt til. Det er altid dejligt at komme ud af Dar og en rigtig fin måde at se landet på, er når man tilbagelægger de store afstande i bil eller bus. Der er stor forskel på by og land og naturen ændrer sig hele tiden. Et syn som jeg umuligt kan blive træt af.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Dagbog fra Kilimanjaro

På vej mod toppen af Kilimanjaro.

På vej mod toppen.

At begive sig i kast med Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har udsat min krop og sind for – men også en af de største oplevelser i mit liv. Otte dage blev tilbagelagt ad Lemosho ruten gennem skov, slette, golde områder, skråninger, klipper og de smukkeste vidder, mens bjerget kom tættere og tættere på, benene blev brugt, kroppen beskidt af støv og vejrtrækningen sat på hård prøve af de høje luftlag.

Her følger min dagbog fra turen.

Dag 1: Londorossi Park Gate – Mti Mkubwa Camp, 2650 meter

Jeg sov ikke meget natten op til, at turen skulle begynde. Jeg var meget spændt og havde en masse tanker i hovedet. Hvor hårdt ville det blive. Hvor koldt. Ville min astma kunne klare det. Mit dårlige knæ, osv.

På vej gennem skoven. Humøret er højt.

På vej gennem skoven. Humøret er højt.

Om morgenen blev min veninde Anni og jeg blev hentet af guiderne i Moshi, hvorefter turen gik til gaten. På vejen blev de sidste indkøb gjort og gruppens øvrige medlemmer samlet op. Udover os to var der to guider, en kok og seks bærere. Dvs. et team på 11 personer, hvilket viste sig at være en lille gruppe i forhold til andre. Efter nogle timers kørsel og indskrivning på Lemosho ruten, startede vores eventyr. Vi blev sat af i en skov, som lignede en dansk fyrreskov til forveksling. Porterne tog hver 20 kg på nakken (i bogstaveligste forstand) og vi begav os af sted med den ene af vores guider gennem de fineste grønne omgivelser med mange forskellige træer, buske og blomster.

Der var mange fine blomster at spotte undervejs på ruten.

Der var mange fine blomster at spotte undervejs.

Efter ca. fire timer nåede vi vores lejr i 2650 meters højde, som lå i en lysning i skoven. Vi fandt hurtigt ud af, at der var stor forskel på folks lejre og budgetter. Vores nabolejr, som også bestod af to hvide, havde f.eks. et kæmpe telt at sove i, senge, et stort spisetelt med borde og stole, et badetelt, et toilettelt og 28 bægere! Vi havde et lille telt at sove i og et lille et af spise i, intet bad og måtte nøjes med natur toiletterne. Klokken 21 gik lejren til ro, alle var trætte.

Dag 2: Mti Mkubwa Camp – Shira 1, 3550 meter

To gange dagligt fik vi en lille balje med varmt vand til at vaske det værste skidt af kroppen.

To gange dagligt fik vi en lille balje med varmt vand til at vaske hænder og det værste skidt af kroppen.

Jeg vågnede ved halv syv tiden. Der var masser af liv i lejren, som var ved at blive pakket sammen. Efter lidt klatvask og morgenmad (som bestod af grød, æg, brød, frugt og te), begav vi os atter af sted. Vi havde fået at vide, at det var den længste vandredag og var forberedte på at gå det meste af dagen. De første timer fortsatte gennem skoven og over en masse små udspring i stigende terræn. For første gang mærkede jeg min astma, men det hjalp med druesukker, masse af væske og at gå i pole-pole (ekstremt langsomt) tempo, som var mantraet for hele turen. De medbragte madpakker blev spist på en klippeafsats med den fineste udsigt og en times tid efter frokost fik vi et storslået syn til Kilimanjaro.

Sådan så frokosten ud de fleste dage, når vi havde den med som madpakke.

Sådan så frokosten ud de fleste dage, når vi havde den med som madpakke.

View

En af de mange fine udsigter på turen.

På samme tid ændrede landskabet sig fra skov til et slags månelandskab med sten, klipper og småbuske. Der var stadig langt til Kilimanjaro og omgivelserne og udsigten til bjerget fik mig til at føle mig som Frodo på vej mod Mordor. Det så en lille smule frygtindgydende ud på afstand. På trods af udsigten til en lang dag, ankom vi til Shira 1 lejren ved 15-tiden, som lå i en dal for foden af Kili. Vi var godt trætte, men det hjalp på humøret at få serveret popcorn og te. Da solen gik ned forsvandt varmen, tænderne klaprede, kroppen rystede, de varme klæder måtte findes frem og vi måtte grave os godt ned i soveposerne for at få varmen. Vi gik allerede i seng ved 20-tiden, da det var for koldt at være ude. Det blev en meget kold nat og vi måtte ligge i ske i teltet for at få varmen.

Dag 3: Shira 1 – Shira 2, 3900 meter

Morgenstund i Shira 1 lejren. En kølig start på dagen.

Morgenstund i Shira 1 lejren. En kølig start på dagen.

Vågnede op til rimfrost på jorden og teltene. Det var meget uoverskueligt at bevæge sig ud, men i takt med at solen steg op bag Kili, kom varmen tilbage. Dog tog det os lidt tid at få pakket vores ting ned og klokken blev 10, før vi forlod lejren – som de sidste.

Rimfrost alle vegne. Her vores guiders telt.

Rimfrost alle vegne. Vores guiders telt.

Herfra havde vi cirka fire timers vandring gennem et goldt landskab og klipper med en let stigning. Vi nåede frem til nyopslåede telte, popcorn, og til en smuk udsigt til både Kili og Mt Meru. Dagen var samtidig en akklimatisering for at samle kræfter til de kommende dage og højder. Kunne godt mærke i kroppen, at vi var kommet højere op – i form af hovedpine og en let trykken for brystet, men var alligevel ved godt mod og spændt på de kommende dage.

Dag 4: Shira 2 – Barranco, 3860 meter

Turen over Lava Tower, var en stor prøvelse, der kostede meget sved og tårer.

Turen over Lava Tower, var en stor prøvelse, der kostede meget sved og tårer.

Helvedesdagen. En krævende dag, som kom meget bag på os. Vi var begge forberedte på, at det ville blive en hård dag, da vi skulle krydse Lava Tower/ Shark’s Tooth i 4600 meters højde, men vi var meget overraskede over, hvor hårdt det blev og hvor lang tid, det tog. Vi forlod lejren ved 9-tiden. Ret hurtigt begyndte terrænet at blive grovere, i takt med at vi kom højere op.

Det blev drukket mange liter vand dagligt. Båret af vores guider.

Det blev drukket mange liter vand dagligt. Båret af vores guider.

Da vi nåede 4200 meter begyndte vi begge at få symptomer på højdesyge – i form af hovedpine, svimmelhed og åndedrætsbesvær. De følgende 400 meters stigning var et helvede at komme igennem. Vi gik ekstremt langsomt, hovedpinen var massiv og svimmelheden ulidelig. Det var i bagende sol og der var ingen skygge. Jeg holdt mig tæt til hovedguiden og fokuserede på hans skridt, frem for hvad der ventede forude. Jeg følte, at jeg var i en form for trance og var meget langt væk i mit sind, men sørgede for at tænke positivt og fokuseret. Det holdt mit mod og min krop oppe.

Smukke planter på vej til toppen.

Smukke planter på vej til toppen.

Det er meget normalt, at folk reagerer, som vi gjorde, på denne strækning. Derfor er det vigtigt at være sammen med rutinerede guider, som kender til forholdene. Hvert år dør flere bægere, fordi de undervurderer kulden og hvor hårdt det er for kroppen at stige så meget på kort tid. Da vi langt om længe nåede toppen af Lava Tower, havde jeg ikke lyst til hvile, men kun i tankerne at komme ned. Det var en stejl afsats, man skulle nedad, men jeg blev grebet af en usynlig kraft og tonsede ned. Det var det, der skulle til, for jo længere jeg kom ned, jo mere ilt fik jeg til hovedet og hovedpinen var aftagende.

Pakket godt ind mod solen og kulden bliver der kæmpet det sidste stykke vej til lejren.

Pakket godt ind mod solen og kulden bliver der kæmpet det sidste stykke vej til lejren.

Det sidste stykke vej til campen var virkelig fint med masser af buske, blomster og træer, der er særlige for disse højder, samt vandfald og vandløb delvis dækket af is. Jeg var fuldstændig smadret, da jeg nåede lejren og måtte slæbe mig hen til teltet. Lejren lå i 3860 meters højde, hvilket var strategisk placeret, da kroppen bedst vænner sig til højderne ved gradvist at gå op og ned. Var dog glad for at være under 4000 meter igen.

Dag 5: Barranco – Karanga Valley, 3930 meter

Det meste af vejen op af Barranco Wall skulle der klatres.

Det meste af vejen op ad Barranco Wall skulle der klatres.

Denne dag blev kroppen igen sat på hård prøve, men slet ikke i samme grad som den foregående. Turen startede op ad en stejl klippevæg; Barranco Wall/ Breakfast Wall, der gik i zig-zag og flere steder bød på udfordrende greb med kig ned til afgrunden. Terrænet passede mig glimrende og jeg syntes, at det var fedt at klatre. Gang på gang blev vi passeret af bægerne, der i hurtigt tempo og med masser af bagage på hovederne, let og elegant klatrede op.

Der blev båret mange ting op og ned ad bjerget. Hver porter måtte max gå med 20 kg. Men i meget ubekvemme stillinger.

Der blev båret mange ting op og ned ad bjerget. Hver porter måtte max gå med 20 kg. Men i meget ubekvemme stillinger.

På toppen kom vi op i 4300 meters højde og havde et fantastisk kig til toppen af Kilimanjaro. Herfra bugtede landskabet sig op og ned til Karanga Valley, hvor næste lejr var placeret. Vores tilstande ændrede sig hele tiden og var meget forskellige. Det er helt individuelt, hvordan ens krop reagerer og meget svært at vurdere på forhånd, hvordan det vil blive. Jeg mistede lidt pusten, da vi kom til dagens sidste stigning. En lodret klippevæg, som var svær at komme opad, da benene var godt syret til. Det var nu ikke noget problem for bærerne, der gik i pendulfart mellem dalen og toppen for at hente vand – det sidste sted på strækningen før Uhuru Peak, toppen af Kilimanjaro. Vi nåede lejren midt på eftermiddagen og tilbragte resten af dagen i teltet med at slappe af. Det var tåget og koldt og vi gik tidligt i seng for at samle kræfter til den efterfølgende dag.

Dag 6: Karanga Valley – Barafu Hut, 4600 meter

Ikke meget læ for natten i lejren, men til gengæld en fantastisk udsigt.

Ikke meget læ for natten i lejren, men til gengæld en fantastisk udsigt.

Det blæste kraftigt om natten og der var ikke meget læ i lejren. Teltet rystede og flere gange troede vi, at oversejlet ville flyve væk. Flere af pløkkene var revet op, inklusiv en af lynlåsene. Det havde blæst så meget ind, at Annis ting var helt jordslåede. Men op skulle vi og af sted. Denne gang mod base campen, der lå i 4600 meters højde. Vi var meget spændte på, hvordan vores kroppe ville reagere på højden denne gang. Vi gik længere østpå og opad og terrænet blev mere goldt med masser af flade sten. Det var en kortere strækning og vi nåede allerede frem ved 13-tiden.

Shira 2 lejren med fint udsigt til toppen af Kilimanjaro.

Shira 2 lejren med fint udsigt til toppen.

Vi kunne dog begge mærke højdeforskellen og jeg kastede op, da vi nåede frem. Vores telt var slået op med den fineste udsigt til de nærliggende bjerge; Mawenzi, Kibo, Meru – og toppen af Kilimanjaro lå faretruende tæt på, men alligevel også langt væk. Vi ankom tidligt for at samle kræfter til nattens bjergbestigning til toppen. Vi fik tidligt aftensmad og efter kl. 19, var der bomstille i lejren. Vi gik i seng med alt vores varme tøj på, forberedte sig på nattens begivenheder.

Dag 7: Barafu Hut – Stella Point – Mweka Hut, 3100 meter

Klar til at vandre til toppen hele natten.

Klar til at vandre til toppen – hele natten.

Topnatten. Vi stod op kl. 22.45 (jeg havde ikke sovet så meget, da det blæste kraftigt igen og jeg var meget spændt). Godt pakket ind med mange lag på kroppen og iført pandelamper, forlod vi lejren omkring midnat. Der var meget mørkt, men alle der skulle op ad bjerget, var iført pandelamper og det var virkelig fint, at se de mange lys snegle sig op ad bjerget som en lang slange. Desuden var det stjerneklart og man kunne se lysene fra Moshi. De tusindvis af lys alle vegne gav en helt særlig stemning, en form for samhørighed, som blev fuldendt ved guidernes kampråb til hinanden. Kili blev ved med at overraske mig og det kom bag på mig, at der var så mange sten og store klipper, man skulle opad, lidt specielt i mørket. Vi gik i zig-zag og i et meget langsomt tempo for at vænne os til højderne – fra base campen til toppen var der ca. 1400 meters højdeforskel. Det var koldt, men vi fik varmen af at gå og guiderne sørgede for te undervejs.

Som tiden gik og vi kom længere op, fik jeg det værre. Jeg havde ekstremt meget kvalme og hovedpine, blev mere og mere svimmel, havde svært ved at få vejret og kastede op gentagne gange. Tilsidst var Anni nødt til at fortsætte med en af guiderne, mens jeg kæmpede mig frem med den anden. Jeg var nødt til at holde mange pauser, tudede og havde det sindssygt dårligt, mens jeg kæmpede mig opad. Men intet hjalp og min tilstand blev kun forringet. Kort før Stella Point (det næsthøjeste punkt), sagde kroppen stop og jeg valgte at vende om. På det tidspunkt var vi oppe i 5700 meters højde, knap 200 meters højde (ca. 2 timer) fra Uhuru Peak. Jeg var tilfreds med min præstation og det ville have været uansvarligt at fortsætte videre op på det tidspunkt. Jeg så mange andre, der blev syge, på grund af højderne. Én fik vand i lungerne og en anden blev skør og ville springe ud fra en klippe. Det bedste var helt sikkert at vende om.

Der blev tilbragt mange timer i teltet med at slappe af og holde varmen.

Der blev tilbragt mange timer i teltet med at slappe af og holde varmen.

Nedstigningen var nu heller ikke nem og tog ca. to timer, hårdt i min tilstand. En stor del af vejen stod vi nærmest på ski ned ad bjerget, ved at guiden tog mig under armen og hver af os havde en vandrestav i hånden, men vi kurede ned ad bjergsiden. Dette var muligt pga. de mange småsten. Men det var også en smule skræmmende, da det stadig var mørkt og jeg havde det så dårligt. Undervejs stod solen op og der kom det fineste lys over bjergene. Jeg er glad for at jeg fik den oplevelse med og det var en god afslutning på en hård nat. Vi var tilbage i lejren kl. 7, hvor jeg faldt i søvn med det samme. 3 ½ time senere kom Anni tilbage. Hun nåede op til Uhuru Peak, så det var super sejt. Men en skam, at vi ikke kunne gøre det sammen.

Det var en flot nedstigning fra bjerget, men også temmelig hård for knæene.

Det var en flot nedstigning fra bjerget, men også temmelig hårdt for knæene.

Efter et par timers hvil og frokost startede nedstigningen til Mweka Hut. En strækning på fire timer, hvor det udelukkende gik nedad i et meget ujævnt terræn, som var ekstremt hårdt for knæene, men til gengæld en meget fin tur, hvor vi endte tilbage i skoven i en lejr, der mindede meget om en europæisk campingplads. Vi kunne næsten ikke overskue at skulle sove i telt igen og trængte virkelig til et bad, men udsigten til det dagen efter opvejede vores sind. Det var ikke noget problem at falde i søvn den nat.

Statistik for topnatten til Kilimanjaro:

  • 171 mennesker gjorde et forsøg den nat
  • 50% nåede Stella Point (5756 meter)
  • 40% nåede Uhuru Peak (5895 meter)

Dag 8: Mweka Hut – Moshi Town, 900 meter

Hele holdet samlet efter en veloverstået tur.

Hele holdet samlet efter en veloverstået tur.

Vi vågnede ved 6-tiden ved at de første forlod lejrområdet i raskt tempo. Det var hårdt at skulle stå op og pakke vores ting endnu engang, men det hjalp lidt på humøret, at kokken havde lavet pandekager til os. Da alt var pakket ned, placerede hele holdet sig i en rundkreds – på meget tanzaniansk vis. Der blev holdt taler, sunget sange og danset (som vi kunne se også fandt sted i de andre lejre). Vi blev lidt pinlige berørte og vidste ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Da det var overstået, lå det i luften at vi skulle give drikkepenge. Ikke noget som vi synes var specielt fedt, da vi allerede havde betalt et stort beløb for turen og vi var i tvivl om, hvor meget vi skulle give. Det blev til en del ekstra, men delt mellem ni personer for 8 dage, virkede det ikke af meget. Jeg skyndte mig væk, da de begyndte at åbne kuverterne. Jeg vænner mig aldrig til den tradition.

Turen ned til Mweka Park gaten fortsatte i et nedadgående tempo og selvom vi havde strækket godt ud dagen forinden, var benene godt syrede til og det var vildt hårdt at gå de 3-4 timer, mens alle andre susede forbi. Men ned kom vi og blev hver især belønnet med at bevis for vores præstation. Jeg ved nu ikke, om mit var berettiget, men guiden insisterede på, at jeg skulle have det.

Tiltrængt afslapning på Zanzibar.

Tiltrængt afslapning på Zanzibar.

Da vi langt om længe nåede tilbage til Moshi stod den på et varmt bad, rent tøj, en god frokost og pedicure. Og dagen efter tog vi til Zanzibar for at slappe endnu mere af.

Det har været en fantastisk rejse, som jeg ikke ville have været foruden. Men tror, at det bliver første og sidste gang, at jeg gør et forsøg med Kilimanjaro. Som ølbryggeriet af samme navn siger: ”If you can’t climb it – then drink it.”

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer